HIT MED 80’ERNE

Et 80’er tribute-orkester er der som sådan ikke noget nyt i, og at hylde de mange hits som blev spyttet ud i disse år er heller ingen nyhed, men når man, som Hit med 80’erne, har gjort netop dét i 25 år, så er det svært ikke at blive en anelse imponeret.

Stort set siden årtiet sluttede har Danmarks mest populære 80’erorkester spillet sig ind i de bankende neonlysende hjerter landet over.

2017 er 25 års jubilæumsår for Hit med 80’erne, som debuterede i julen 1992.

Det, der dengang i 90’ernes begyndelse startede som en spøg, en parentes og et ønske om at spille til de kommende 30 års fødselsdage, endte med at blive et lille dansk stykke musikhistorie.

Publikum tog fra starten godt imod den lidt pudsige ide med udelukkende at spille de danske hits fra det, der siden er blevet kaldt danskrockens guldalder.

Med årene blev jobbene større og større, publikum voksede, og pludselig handlede hverdagen om landsdækkende tv, festivaler og open air.
Find crepe-jernet og benvarmerne frem – det bliver kodylt når Hit med 80’erne byder op til dansk 80’erfest.