Queen Machine

Det er svært at sætte ord på med hvilken voldsom energi og dynamik Queen Machine væltede teltet da de spillede på Tunø Festival i 2014. Festivalpladsen lå øde hen og Tunø var støvsuget for mennesker, – alle stod foran store scene. Koncerten er beskrevet som en af de absolut bedste i Tunø Festivals historie. Så det er med store forventninger at vi i 2016 tager imod Danmarks bedste tribute-band.

Der er ikke længerer nogen tvivl om at Queen Machine har et af verdens bedste Queen-shows og vi er stolte af at de endnu engang gæster Tunø Festival. Specielt siden bandet med et 3-cifret antal koncerter under koncert-bæltet, over 180.000 views på Youtube og samlede donationer fra deres velgørenhedskoncerter på over en kvart million kroner til Mercury Phoenix Trust og AIDS-fondet, har vokset sig utroligt store og vundet meget international anerkendelse. Med et endnu større og flottere show i 2016 er der hermed lagt i den glamourøse kakkelovn, og der venter publikum en gigantisk oplevelse i selskab med musikken fra et af verdens største rockorkestre.